Naturlige bevægelser: Lev livet på kanten – af din fod!

Af: Thomas Pretsch, fysioterapeut, www.BetterMoveFys.dk

Foto: Scanpix/Iris

Vores fødder bliver i nutidens asfalterede verden ikke længere brugt som de er beregnet til. Find de naturlige bevægelser frem igen, og få mere velfungerende fødder – og færre skader.

Forestil dig en skovbund i en naturskov. Fuld af små hvælvinger og huller, stigninger og fald. Grene og blade, rødder og sten.

I tidernes morgen gik vi mennesker sjældent på fladt underlag – og det gav en naturlig variation i den måde vi brugte kroppen på. Miljø og omgivelser påvirker vores kroppe. I dag går vi på flade fortove, stier og gulve; ja selv når vi dyrker idræt, foregår det som regel på jævnt underlag. Desuden har vi pakket vores fødder ind i sko, der som oftest begrænser tæernes, fodens og anklens naturlige bevægelser og påvirker biomekanikken i hele kroppen.

Flade underlag giver stive ankler

Hvis ikke vi havde ændret på naturen, ville vi stadig gå op og ned ad skråninger, på ujævnt underlag og over store og små sten og trærødder. Prøv at forstille dig alle de stillinger foden skal indtage for at tilpasse sig til en sådan variation. Vores “moderne” ankler og fødder mangler den stimulering. Der er simpelthen en masse vinkler og stillinger de aldrig kommer i. Vores kroppe bliver præget af det flade underlag og den manglende bevægelse: Bevægeligheden i anklen og foden mindskes gradvist, for der er ikke behov for at holde ubrugt bevægelighed ved lige. Kroppen tilpasser sig det flade underlag – og det er i og for sig fint nok. Indtil den dag du træder forkert på kantstenen, eller under sport lander på en modstanders fod og vrikker om på anklen. Når anklen ikke er vant til at være i yderstilling, vil risikoen for en skade være større. Hvis du havde været vant til at være i denne position, ville din hjerne have dannet et billede (’bodymap’) af bevægelsen, og dermed ville dit nervesystem være klar til at aktivere de rette muskler i yderstillingerne. Muskler, sener og ledbånd ville være stærkere, og knoglerne vant til belastning i en hvilken som helst vinkel.

Det er egentligt ret simpelt – og det er øvelserne der kan genfinde dine anklers naturlige funktion, også.


Natural movement – øvelser for dine ankler

  • Stå på indersiden af foden
  • Stå på ydersiden af foden
  • Stå på tæer
  • Stå på hæle

Øvelserne træner din evne til at bære vægt i leddens yderstillinger, og giver hjernen besked om at dine led kan bevæge sig og kontrolleres i yderstilling. Når du har vænnet dig til de første øvelser, er det tid til at tage skridtet videre mod at gøre dine ankler til “flydende stål”, som kan modstå livets udfordringer:

  • Gå på indersiden af foden
  • Gå på ydersiden af foden
  • Gå på tæer
  • Gå på hæle

Det er meget simple øvelser, men de har stor effekt. Inddrag dem når du varmer op til din idræt, når du børster tænder, eller mens du venter i kø i supermarkedet.

Du kan finde videoer af ovennævnte øvelser på youtube.com (https://www.youtube.com/watch?v=ZIwaavbdTSs , https://www.youtube.com/watch?v=Jty6yh94V0A)


NB: Øvelserne er ment til at simulere bevægelse som ville forekomme i naturen og i varieret terræn. Øvelser kan ses som en moderne opfindelse for at kompensere for at vi ikke lever som homo sapiens er designet til. Så du kan vælge at lave øvelserne, eller du kan gå en tur ’offroad’ og få den samme varierede alsidige belastning af ankel og fod, samtidig med du nyder naturen (slå to fluer med ét smæk).

Læs om løbesportens off-piste – crossløb – på krop-fysik.dk

Klinikker i nærheden af dig