Man skal turde sige nej

Af: Malene Hedegaard, journalist

Foto: Lars Laursen

‘Lyt til din intuition, den fejler ikke noget’. Det råd fik Martin Brygmann engang, og det har han levet efter siden. For tre år siden sagde han ja til en bestillingsopgave fra sig selv, og det er der kommet 12 nye sange ud af. Her fortæller han om at kende sit værd, om køreglæde og om et korsbånd der knak på en strand i 1990’erne.

Der er bud efter Martin Brygmann. Når man har ørehængere som ‘Vent på mig’, ‘En kort en lang’ og ‘For kendt’ på cv’et, er der mange der gerne lige vil have en til at skrive et hit. Men når kunderne og opgaverne står i kø, er det vigtigt at kunne sige fra:

– Man skal turde sige nej til noget som ikke føles rigtigt. Man må ikke være bange for at få ry som en der spiller kostbar, for der sker det stik modsatte: Det rygtes at man kender sit eget værd, og på den måde afføder et nej de næste 100 ja’er. Jeg har gjort det til en vane at bede om et døgns betænkningstid når jeg bliver spurgt om noget. Når der er gået 24 timer, kan jeg som regel godt mærke i kroppen om jeg skal sige ja eller nej, fortæller den 54-årige entertainer og komponist.

Bestilling fra sig selv

For tre år siden fik Martin Brygmann en bestillingsopgave fra – Martin Brygmann. Og der var han ikke et sekund i tvivl om svaret:

– Når man skriver meget musik for andre, kan der opstå et behov for at lave noget for sig selv. Det gjorde der i hvert fald hos mig, så jeg gav mig selv en bestilling på 12 sange og bad om at komme lidt foran i køen. Det sidste måtte jeg gå lidt på kompromis med hen ad vejen, men nu er pladen færdig, og jeg er virkelig glad for resultatet. Og meget spændt på hvordan den bliver modtaget, fordi det er mit helt eget hjerteblod denne gang.

Krop+fysik har fanget Martin Brygmann på telefonen i sin bil på vej hjem fra et job i Jylland. Ganske passende, eftersom den nye single, ‘Driving’, netop handler om glæden ved at sidde bag et rat:

– Jeg elsker at køre bil. Hvis det ikke var fordi jeg allerede kører sindssygt meget i forbindelse med mit arbejde, kunne jeg godt finde på indimellem bare at køre en tur. Den der afstressende følelse mens man bare æder kilometer. Det er ikke den mest klimavenlige form for tidsfordriv, men det er utroligt afslappende. Og det har jeg skrevet en sang om, fortæller Martin Brygmann om den første single fra hans kommende album.

Overrevet korsbånd

Martin Brygmann kan nu også godt lide at bevæge sig rundt uden sin bil: Han er glad for at cykle, og indtil for nylig blev der gået mange barnevognsture med yngstesønnen Douglas. Lidt crossfit bliver det også til, og en overgang forsøgte han at lære at svømme – med Jeanette Ottesen som lærer, for ‘man kan jo lige så godt lære af de bedste’. På tredje år er han ambassadør for Dansk Firmaidræts tilbagevendende Tæl Skridt-kampagne, der skal få danskerne til at bevæge sig mere:

– Folkesundhed er en vigtig sag. Jeg bliver tit spurgt om jeg vil være ambassadør for noget, og jeg siger kun ja, hvis jeg kan stå 100 procent inde for det. Motion og folkesundhed er en af de ting jeg gerne vil bakke op om og promovere.

For tyve år siden gik der dog lige lovligt meget motion i den en sommerdag i Tisvilde. Resultatet blev et overrevet korsbånd og et ar der i dag pryder hele hans højre knæ:

– Vi var taget i sommerhus for at skrive Lex & Klatten. I en pause fra skriveriet fandt Peter Frödin og jeg på at springe længdespring i klitterne, og så skulle jeg lige prøve noget som jeg havde set rigtige længdespringere gøre på tv, nemlig cykle med benene i luften. Du ved, tage et par svævende cykeltag for at give kroppen ekstra fremdrift. Hvad jeg glemte, var at professionelle længdespringere springer adskillige meter, så der ligesom er tid til luftcyklingen. Mit spring var lidt kortere, så da jeg ramte jorden, var mit ene ben et helt forkert sted, fortæller Martin Brygmann og fortsætter:

– Det gjorde sindssygt ondt, men efter førstehjælp fra nogle ambulancefolk kunne jeg til min egen overraskelse rejse mig og gå på benet. En læge kundgjorde nogle dage efter at korsbåndet kun var revet løs i siderne, og knæet bare skulle cykles i gang igen. Men i tiden efter fik jeg problemer med balancen og drattede om når jeg for eksempel spillede fodbold. Først fire år efter konstaterede ‘knækongen’ Eilif Larsen (dr. med., speciallæge i ortopædisk kirurgi og fast skribent for Krop+fysik, red.) at forreste korsbånd var revet over og måtte opereres. Genoptræningen efter operationen var hård, men i dag er alt godt. Og når jeg ser på mit ar, bliver jeg glad fordi det minder mig om Lex & Klatten, fortæller den uheldige længdespringer.

Bonusmotion

I en travl hverdag er den daglige og ugentlige træning ofte første offer. For Martin Brygmanns vedkommende er fodbold i dag noget der mest foregår fra stadiontribunen eller foran en skærm, og svømmetræningen gik i sig selv efter blot et par gange:

– Der kom et tidskrævende prøveforløb ind over, og så gik det lidt i vasken. Tiden op til en forestilling kan være ret intens, og der kan det være svært at nå at træne. Men så er det heldigt at mit arbejde involverer en masse dans og anden bevægelse på scenen, fortæller den alsidige scenekunstner og tilføjer at der også kan være lidt bonusmotion at hente i hverdagens praktiske gøremål:

– Som ambassadør for Tæl Skridt-kampagnen lavede jeg en video hvor jeg talte op hvor mange skridt jeg bruger når jeg slår græsset derhjemme. Derfor ved jeg at vores have er god for over 5.000 skridt i græsslåningsforbrug. At det så ikke altid er mig der slår det, er jo en mindre detalje, slutter Martin Brygmann, mens audi’en bærer ham videre gennem landet med kurs mod hjemmet i Farum.


Kort om Martin Brygmann

  • Født 1963 i Midtjylland, opvokset i Glostrup og Hvidovre
  • Autodidakt trommeslager, skuespiller og komponist. Spillede i sine unge år trommer for bands som Naïve, Love Shop og Lars H.U.G.
  • Brød som komiker igennem som den ene fjerdedel af satiregruppen Lex & Klatten sammen med Hella Joof, Peter Frödin og Paprika Steen. Har både optrådt med egne shows og skrevet musik til en lang række kunstnere, forestillinger og tv-produktioner, bl.a. julekalendrene Jesus & Josefine og Jul i Valhal. Aktuel med album i eget navn til august
  • Bor i Farum sammen med sin hustru Marianne og deres tre fælles børn. Har desuden to voksne børn fra et tidligere forhold

Klinikker i nærheden af dig