Konflikthåndtering – Tag fat i konflikterne før de vokser sig store

Af: Marianne Nørup, journalist

Foto: Colourbox

Konflikter er uundgåelige, både privat og på jobbet. Jo før de bliver håndteret, jo nemmere er de at løse.

- Vi kan ikke undgå konflikter! Hverken i privatlivet eller på jobbet. Konflikter er en del af livet.

Coach og konfliktmægler Marianne Lassen er klar i mælet, for hun taler om noget hun har stor erfaring med. Og hendes råd er entydigt:

- Tag dem i opløbet! Det er langt nemmere at arbejde sig ud af de små konflikter. Er situationen først eskaleret, kan det være umuligt for parterne selv at løse problemet, siger hun.

I en konflikt er der nemlig følelser på færde – og de kan være svært at håndtere.

- Forskellen mellem konflikt og uenighed er netop den følelsesmæssige involvering. I en konflikt tager en eller begge parter det personligt – og så er det det bliver svært og ubehageligt, forklarer Marianne Lassen.

Hurtig handling og åben dialog

Men hvordan håndterer man så en konflikt.

- Det vigtigste er som sagt at opdage konflikten så hurtigt som muligt. Dernæst er det afgørende at gå i dialog med hinanden, siger Marianne Lassen.

Det er desværre ikke altid så nemt – eller behageligt – at få talt tingene igennem, og her kan det være gavnligt at vide noget om aktiv lytning og spørgeteknikker.

- Inviter den anden part til dialog. Start med at lytte til vedkommende før du taler selv, og giv modparten mulighed for at fortælle sin historie. Vær nysgerrig og lyt til det den anden fortæller - vis at du lytter og forstår, og spørg ind til den andens oplevelse af situationen, lyder rådene fra konfliktmægleren.

- Du behøver ikke være enig, du skal blot respektere og acceptere det den anden siger, påpeger hun.

Fordi konflikter handler om følelser, er det vigtigt netop at håndtere relationen/følelserne først – og derefter kigge på uenigheden. For ellers lever konflikten videre. Med andre ord: Når du opdager konflikten, skal du ikke forsøge at løse den. I stedet skal du besinde dig, tænke over hvad der sker for dig og modparten og for en stund sætte dig selv til side og give plads til den anden, forklarer Marianne Lassen, og tilføjer:

- Det kan måske føles svært at være den der ”giver sig”, men på den anden side: Spørg dig selv hvor meget du gider lade dig irritere af i din hverdag?

- Men har du eller I forsøgt alt hvad I orker, kan det være nødvendigt at bede om hjælp udefra. Gerne fra en der har en god relation til begge parter, og som I begge har tillid til, fx en kollega, leder eller HR-medarbejder.

Konflikttrappen: Konflikter skal løses mellem trin 1 og 2. Er man først nået til trin 4, er det meget svært selv at løse konflikten. 

Konflikttrappe

Læs mere her

Gode råd om konflikthåndtering

- Opdag konflikten så tidligt som muligt. Vær opmærksom på den hårfine balance mellem uenighed og konflikt på trin 1 og 2. Meget er vundet ved at tage konflikten i opstarten.

- Når du opdager at du er i konflikt, så besind dig og gå i dialog.

- Se ikke den anden som besværlig (vær ikke personlig), men se situationen som svær (vær saglig).

- Forsøg først at forstå – derefter at blive forstået.

- Brug aktiv lytning og stil nyttige spørgsmål.

- Tro ikke at du ved hvad den anden mener og tænker. Spørg hellere én gang til.

- Sæt ord på situationen. Sig højt hvordan du oplever den – uden at bebrejde den anden.

- Vær faktuel. Sig kun ting som også den anden kan acceptere som fakta. Alt andet kan misforstås eller høres som bebrejdelser.

- Skab en ”vi”-følelse omkring løsningen af sagen. ”Hvad kan vi gøre…?”

- Accepter hvis du ikke har overskud til at håndtere konflikten og bed en anden på arbejdspladsen om hjælp før konflikten optrapper og bliver for svær at håndtere.

- Øv aktiv lytning og spørgeteknikker i alle arbejdssituationer med kolleger og kunder – også de ”nemme” sitautioner!

- Sæt konflikter og konflikthåndtering på dagsordenen på din arbejdsplads. Snak åbent om hvad du gør eller finder svært når du kommer i konflikt med en anden.

Kilde: Pjecen ”Konflikthåndtering” fra BAR Kontor (BrancheArbejdsmiljøRådet for Privat Kontor og Administration), www.barkontor.dk. Her kan du få indsigt og masser af praktiske redskaber og øvelser. Blandt andet kan du se korte film med eksempler på konflikthåndtering, og lære om aktiv lytning og spørgeteknikker.

 

 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Klinikker i nærheden af dig