Jeg lever i nuet

Af: Sarah Cecilie Boss, journalist, red. af Marianne Nørup

Foto:

Gitte Søe fik hjernerystelse efter en cykelulykke, og modsat de fleste tilfælde blev generne ved og ved. Indtil hun fik kvalificeret tværfaglig hjælp. I dag lever hun en godt og aktivt liv som international smykkedesigner. Hjernerystelsen er stadig en del af hende, men hun har lært at leve med den.

Gitte Søe var 21 år gammel, hun arbejdede med salg og kundeservice og drømte om at blive designer. Gitte var på vej til tandlæge da hun blev ramt af en bil og slynget ud over cyklen – uden hjelm. Det næste hun husker, er at hun vågner op på hospitalet og prøver at forstå hvad der er sket. Gittes lever var skadet, og hun havde en voldsom hjernerystelse. Ganske få millimeter og et meget stort held er de eneste grunde til at hun er i live, sagde lægerne. I dag, otte år senere, lever hun stadig med følgerne.

Sov og sov

Da Gitte kom hjem fra hospitalet, var hun sygemeldt, og det eneste hun kunne, var at sove og sove og sove.

– Jeg sov mit liv væk. Min kæreste vækkede mig så jeg kunne få noget at spise, og så sov jeg igen.

Hun skulle have helt ro i lang tid, sagde lægerne.
Men det var ikke bare en gennemsnitlig hjernerystelse. Den blev ved. Hun var svimmel, havde svært ved at koncentrere sig, og hun var træt, træt, træt. Gittes forhold til kæresten vaklede under presset.

Var nok gået fra hinanden

Først efter et års tid kom vendingen. Via en neurolog og en neuropsykolog kom Gitte ind på et rehabiliteringsforløb på Center for Hjerneskade i København. Hendes hovedtraume havde vist sig at være langt mere alvorlig end først antaget. På centret mødte hun forståelse og viden om hjernerystelse. Viden der hjalp hende videre i sit liv.

– Det var mit livs redning. Pludseligt forstod jeg, og jeg mødte andre der forstod hvad det ville sige. Jeg var ikke den eneste, siger Gitte.

Hendes kæreste Jonas var med i forløbet, og Gittes familie var med. De forstod også pludseligt langt bedre hvad der skete med Gitte, og hvorfor hun blev ved at have det svært.
– Hvis jeg ikke var kommet ind i det forløb, var jeg og Jonas nok gået fra hinanden, og mit liv havde set helt anderledes ud, siger hun.

22 år og på vej på førtidspension

Gitte Søe er 29 år i dag. Rehabiliteringsforløbet, hvor hun mødte forståelse og fik den rigtige træning, kom til at betyde alt. Forinden havde hun været til møde med sin sagsbehandler, der tydeligt kunne se hvor svært Gitte havde det efter hjernerystelsen. Sagsbehandleren vidste ikke ret meget om hjernerystelse, og hun havde ingen tilbud eller forslag til Gitte. Faktisk begyndte sagsbehandleren at kredse om førtidspension.
– Jeg var 22 år gammel. Førtidspension var ikke lige det jeg så for mig, siger Gitte med fast stemme.

Og sådan gik det heller ikke. I dag bor Gitte og Jonas i Shanghai, deres tredje udstationering i forbindelse med Jonas’ arbejde. Først tog de til Indien kort efter hendes forløb på Center for Hjerneskade, så til New Zealand et par år efter, og i dag altså Shanghai.

Hurtigt træt

Efter forløbet på Center for Hjerneskade skulle Gitte finde ud af hvor meget og hvad hun kunne klare arbejdsmæssigt. Hun blev ved designtankerne og gik i gang med et grundforløb på beklædningsdesigneruddannelsen, selv om hun var meget bekymret for om hun ville kunne klare de mange timer på skolebænken. Det var fortsat meget svært for hende at koncentrere sig længe ad gangen, og hun blev hurtigt træt.

Da hun og Jonas rejste til Indien, havde hun en praktikplads hos en indisk tøj- producent.

– Men Indien er jo smykkernes land. Pludseligt vidste jeg bare at det var smykker jeg skulle arbejde med. Det var en åbenbaring da det gik op for mig, fortæller Gitte.

Hun fik kontakt til en guldsmed, der kunne lære hende noget om processer og materialer, og andre hjalp hende med viden om markedet for smykker. I dag sælger hun smykker under sit eget navn i Danmark, England, New Zealand og Shanghai. Stadig med hjernerystelsen i bagagen.

Vigtigt at planlægge og holde pauser

Når Gitte gaber over for meget, bliver hun træt og svimmel og må af og til ligge stille i nogle dage.
– Jeg kan ikke sidde meget længe ved computeren ad gangen – og det kræver det jo i dag når man skal bruge tegne- og designprogrammer. Men jeg kan gå til og fra, og det er en stor fordel. Hvis jeg har alt for travlt, vågner skaden nærmest igen. Jeg får ondt, og jeg bliver svimmel og træt, mister balancen og springer ord over, fortæller Gitte.

Gitte har langt hen ad vejen lært at se tegnene på overanstrengelse på forhånd, og hun kender sine grænser.

– Jeg ved jeg skal planlægge min tid, og jeg skal passe på mig selv. Så jeg er nødt til at leve i nuet, planlægge, holde pauser og mærke efter, siger hun.

Gitte har brugt det meste af sin erstatning efter ulykken på alternativ behandling og sund kost.
– For mig gør det en kæmpe forskel, og det gør mig glad, fortæller hun.


Pas på dig selv hvis du slår hovedet

Hvis du får en hjernerystelse, så lyt til din krop. Tag den helt med ro og hold dig fra tv, læsning og skærme i dage eller uger efter. Undgå opgaver eller arbejde der kræver koncentration. Hvis du ikke har det bedre to-tre uger efter, bør du tale med din læge om yderligere undersøgelser.

Op mod hver fjerde har stadig symptomer på hjernerystelse et halvt år efter, og hver tiende har det et år efter.

Kilde: Center for Hjerneskade 

 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.