Jeg kunne ikke huske hvad min søn og kæreste hed…

Af: Mette Bender

Motion på livstid og en periode med sygemelding hjalp Henrik Engqvist gennem et alvorligt stresssammenbrud og tilbage til et godt liv med job og familie.

Henrik Engqvist gik ned med stress og blev nødt til at holde sig hjemme i seks måneder. Han forsøgte at arbejde på deltid, men måtte til sidst helt væk fra sit job.

– Jeg gav helt slip på alle de opgaver der tyngede. Jeg valgte lykkepiller fra og motion til. Det var det rigtige. Jeg vidste fra tidligere at jeg får det godt når jeg træner regelmæssigt.

Nu er Henrik Engqvist tilbage i den sejlbådsforretning han leder for sin far. Nogle opgaver er taget af hans skuldre, og han øver sig i at bede andre om hjælp. Han går stadig til spinning tre gange om ugen og styrketræner.

– Jeg dur ikke til at gå derhjemme. Jeg har det bedst når jeg er i gang. Men jeg er nok for samvittighedsfuld og sparer ikke mig selv, siger Henrik Engqvist, som startede firmaet med sin far i 2007, lige op til starten på den finansielle krise.

Krise førte til stress

Firmaet kom de følgende år under stort pres, og der var ikke penge til mere end et par ansatte, så Henrik tog sig af ledelse, salg, teknik, import og regnskaber.

Samtidig fik han og hans kone deres første barn. Henrik Engqvist kæmpede for at holde sammen på firmaet. Han følte sig mere og mere alene med et overvældende ansvar og fik raserianfald når han arbejdede ene mand om aftenen i forretningen.

– Jeg kylede rundt med værktøjet og kunne slet ikke kende mig selv. Heldigvis gik min vrede aldrig ud over andre. Den kom kun når jeg var alene.

Men hukommelsen blev også ramt. Oplevelser og situationer med familie, venner og kolleger kunne være som blæst ud af hjernen. Også ord og navne forsvandt.

– Nogle aftener sad jeg uden for mit hjem efter en lang arbejdsdag og prøvede i at komme i tanke om hvad min kone og min søn hed, inden jeg gik ind, fortæller Henrik Engkvist.

En aften tog det et kvarter før navnene dukkede op, og han gik ind til sin kone og sagde at noget var helt galt.

– Hun er meget handlekraftig, og næste eftermiddag sad jeg hos en psykolog.

Hjernen kørte på nødprogram

Henrik Engkvist har det stadig dårligt med at han kunne glemme navnene på de mennesker der betyder allermest for ham.

– Men nu forstår jeg at min hjerne i den periode lukkede ned for hukommelsen, og samtidig satte den turbo på min vrede. Psykologen satte ord på det hele. Han forklarede mig at jeg havde stress, og at min krop og hjerne som en naturlig reaktion kørte efter et nødprogram.

Det betød meget at forstå mekanismerne og at slippe følelsen af skyld. Allervigtigst i rehabiliteringen var motion.

– Jeg havde trænet meget tidligere og vidste at motion virker på mit humør, mit selvværd og mit overblik. Jeg syntes bare ikke at jeg havde tid til træning i de år hvor det hele kørte på pumperne.

Henrik sagde nej til piller fra lægen og meldte sig til regelmæssig træning på et hold med stressramte – et tilbud fra kommunen i samarbejde med virksomheden Quickcare, der via fysioterapeuter, psykologer mv. har som mål at hjælpe mennesker tilbage til arbejdsmarkedet – og et aktivt liv. Det var vigtigt for Henrik at få et netværk af mennesker der havde oplevet det samme som ham. Gruppen blev et holdepunkt, for i en periode magtede han ikke rigtigt at skulle forklare om sin sygdom til familie og venner.

– Det betyder meget at være sammen med mennesker som har prøvet at have stress, og som uden videre forstår. Mange af os træner stadig sammen.

Retten til at lade andre vente

Henrik prøvede først at arbejde et par timer om dagen, men det gik ikke. Han skulle helt væk og slippe de forpligtelser som fyldte det hele. Nu er han tilbage med en ny indstilling.

– Jeg fortæller åbent om min stress til både samarbejdspartnere og kunder. Og jeg tager mig retten til at bede andre vente til jeg er klar til at lytte eller hjælpe, fortæller Henrik Engqvist, som desuden sammen med sin far lagde nogle af firmaets opgaver ud til en leverandør.

Det går fint, men Henrik kan stadig blive utilpas når trykket stiger.

– Nu ved jeg at jeg skal passe på mig selv, for hukommelsen forsvinder igen hvis jeg knokler for hårdt. Jeg er også blevet god til at lukke telefonen og holde fri med min familie om aftenen og i weekenden, fortæller han.

Forholdet til kæresten holdt til belastningen.

– Faktisk er vi gået styrket gennem den svære tid, og jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg er ikke rask, men jeg er tilbage i mit liv og nyder det. Jeg ved hvad der er vigtigst. Tiden heler det sidste, siger Henrik Engkvist, der sammen med sin kæreste venter endnu et barn.

Strategi ved stress

I dag anbefaler læger og psykiatere en kombination af tre tiltag ved stress:

  • Medicin
  • Kognitiv terapi (terapi som ændrer tankevaner og -mønstre)
  • Fysisk aktivitet

Opmærksomheden på særligt fysisk aktivitet vokser. Man ved at motion giver blandt andet humør og overskud via udskillelse af signastoffer i hjernen.

Kilde: Berit Høgh Hansen, fysioterapeut, Quick Care i Svendborg

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Klinikker i nærheden af dig