Ingen skal fortælle mig at noget er umuligt

Af: Malene Hedegaard, journalist

Foto: Bax Lindhardt /Ritzau Scanpix

Angstprovokerende, grænseoverskridende – og megasjovt. For skuespiller Esben Dalgaard har det været en udfordring ud over det sædvanlige at være med i tv-programmet Vild med dans: Han er født med klumpfod, og den gør det ikke let at træde en dansesko. Men selvom foden giver ham daglige smerter og sætter visse grænser for hans fysiske udfoldelsesmuligheder, lader han den ikke diktere hvad han kan og ikke kan.

Det lå ikke ligefrem i kortene at Esben Dalgaard skulle deltage i et danseprogram som Vild med dans. Med en fod der er født deform, og et ankelled der mangler en knogle, er hans odds i en dansekonkurrence langtfra optimale. Alligevel var han ikke i tvivl da han blev spurgt om han ville være med:

– Der er sådan en kickjunkie i mig der tænder på en udfordring. Og det her var sådan cirka den største udfordring jeg kunne forestille mig, så den måtte jeg klart tage imod.

Ud af komfortzonen

Efter eget udsagn er den 42-årige skuespiller ellers typen der bedst kan lide at møde velforberedt til en opgave. Alligevel er der altså også nok eventyrer i ham til at han tænder på springet ud af komfortzonen foran hele familien Danmark:

– Det med at starte fra nul og have 15 timer til at lære noget som du så skal ind og vise for en masse mennesker, det er ret grænseoverskridende. Men netop derfor også så adrenalinfremkaldende at jeg bare måtte prøve det når nu lejligheden bød sig, konstaterer Esben Dalgaard.

Også på et ret konkret fysisk plan har det været en særlig udfordring for skuespilleren at være med i landets mest sete og hypede dansekonkurrence. Han er nemlig født med det som i daglig tale kaldes klumpfod:

– Når man har klumpfod, får man fra helt lille at vide at man aldrig kommer til at danse eller løbe. Derfor har jeg ikke trådt et dansetrin i mit liv, så det med at skulle koordinere kroppens bevægelser på den måde som man skal i dans, var helt nyt for mig, siger han og forklarer om sin fod:

– Der mangler noget knogle i min venstre ankel, og min akillessene er meget kort og stram. Derfor kan jeg ikke træde hælen helt i gulvet, så der er visse dansetrin og positioner jeg bare ikke kan tage. Det er simpelthen et vilkår, så min dansepartner har måttet være ekstra kreativ i sin koreografi, siger han med et afvæbnende smil.

Sjette gang blev lykkens gang

Der er noget umiddelbart vindende og jovialt over Esben Dalgaard. Han har en sympatisk udstråling og giver samtidig indtryk af at være en mand der møder enhver udfordring med gåpåmod og oprejst pande. Måske er det denne udstråling der har skaffet ham ofte slagfærdige, handlekraftige roller, som eksempelvis kokken Dion i dramakomedien Bankerot, landsoldaten Erasmus i 1864 og senest brandmanden Anders i den romantiske komedieserie Hånd i hånd.

Også virkelighedens Esben Dalgaard er et menneske der ikke sådan lige lader sig slå ud. Da han fik afslag på sit første forsøg på at komme på skuespillerskolen, tog han ikke bare sådan lige et nej for et nej, men søgte frejdigt ind igen næste år. Og næste og næste igen:

– Der gik seks år før jeg kom ind. Det fornuftige havde jo nok været at stikke piben ind efter det første eller andet afslag, men der ligger noget i ikke at få lov – i at der sidder en jury og siger ‘næh!’ til dig. Hos mig prikkede det i hvert fald til noget ærgerrighed og trods og noget ‘I skal ikke sige nej til mig!’ Det er nok kendetegnende for mig at jeg ikke kan holde ud at få dikteret hvad jeg må og ikke må.

En ting, jeg holder i hånden

At den unge Esben skulle gå skuespillervejen, var ellers ikke noget han havde med hjemmefra. Begge hans forældre arbejdede i Dansk Flygtningehjælp, og der var ingen forhistorie af skrå brædder i familien. Selv fik han med egne ord ‘tændt sit performancegen’ under et ungdomsophold i Spanien, hvor han fik job på et hotel som animador, en slags entertainer for gæsterne.

Skuespillerhvervet er med sine mange gentagne bevægelser og kropslige udfordringer ellers næppe den mest optimale profession når man har klumpfod. Men det er nu ikke en bekymring der plager Esben Dalgaard:

– Min fod er blevet en ting jeg holder i hånden gennem livet, og som jeg egentlig ikke tænker så meget over. Selvfølgelig kan den være en udfordring hvis jeg på et filmset skal løbe efter nogen i en scene, som må tages om og om. Og efter en aften på teatret gør den ondt når jeg lægger mig til at sove. Men det ville den nok også gøre alligevel, og det er ikke sådan at jeg går grædende i seng hver aften, forsikrer han og fortsætter:

– Faktisk er min ryg i dag et næsten mere svagt punkt, for på grund af skævheden i mine ben og fødder er også den ret skæv. For nogle år siden fik jeg en ret voldsom diskusprolaps nederst i ryggen, og for nylig fik jeg målt en temperaturforskel på en hel grad mellem rygsøjlens højre og venstre side. Så det er næsten værre hvis jeg skal bære for meget vægt på ryggen, end hvis jeg skal løbe, fortæller han og tilføjer at fysioterapi efter diskusoperationen hjalp væsentligt til en hurtig genoptræning.

Med i klumpfodsnetværk

At deltage i en dansekonkurrence på primetime-tv kan føre til meget. For Esben Dalgaard har det blandt andet betydet at han er kommet i kontakt med et pårørendenetværk som han end ikke anede fandtes:

– Som deltager i Vild med dans oplever man ret massiv opmærksomhed på sin person. Under et af programmerne tikkede der pludselig en besked ind, som skilte sig ud fra den der strøm af virtuelle skulderklap: En mor til en pige med klumpfod skrev at det betød rigtig meget for dem at se mig danse, fordi det gav dem håb, husker han og fortsætter:

– Det var enormt rørende at få sådan en hyperærlig besked midt i det cirkus af iscenesættelse, som programmet jo dybest set er. Det viser sig så at der findes et helt netværk ude i landet af forældre til børn med klumpfod. Og der gav det hele pludselig ægte mening: At kunne være forbillede for familier der har den problematik meget mere brændende inde på livet end jeg selv har i dag, hvor jeg jo bare lever med det – det gør mig virkelig glad, slutter Esben Dalgaard.


Kort om Esben Dalgaard

  • Født 1976 i Vejle
  • Uddannet skuespiller fra elevskolen ved Odense Teater 2008 og Lee Strasberg Theatre Institute i New York 2003
  • Har spillet en mængde roller på film og tv, bl.a. i Livvagterne, 1864, Bankerot, En fremmed flytter ind og senest TV3-serien Hånd i hånd. Er desuden en del af Det Kongelige Teaters faste ensemble. Modtog i 2011 Reumert Talentpris
  • Deltager i årets sæson af Vild med dans på TV2, hvor han i skrivende stund har danset sig til mindst en femteplads
  • Bor på Amager med sin hustru og to døtre

Klinikker i nærheden af dig