Gode råd til den lille appetit (hvis du taber dig uden det er bevidst) - Krop+Fysik

Gode råd til den lille appetit (hvis du taber dig uden det er bevidst)

Af: Lisa Christensen, Cand.scient. i human ernæring, Sundhedscenter Tårnby

Foto: Scanpix/Iris

Et uplanlagt vægttab kan hænge sammen med nedsat appetit, der fx kan skyldes sygdom, medicin eller aldersbetingede ændringer.

Man skal være opmærksom, uanset hvilken startvægt man har, idet et uplanlagt vægttab som regel betyder at man også mister muskelmasse, og det kan påvirke funktionsevnen og energiniveauet negativt. Vej dig en gang om måneden for at holde øje med om du taber dig (eller tager på).

Du kan prøve at følge disse råd hvis appetitten er dårlig, og du vil undgå vægttab.

  • Spis mange små måltider i løbet af dagen. Når appetitten ikke er god, kan det virke uoverskueligt hvis man får serveret en stor portion mad. Hvis du spiser 3-4 små mellemmåltider dagligt, ud over tre små hovedmåltider, er det lettere at holde vægten.
  • Et af de små måltider kan bestå af kalorieholdige drikkevarer som fx sødmælk, kærnemælk, kakaomælk eller et glas koldskål.
  • Et tomt køleskab hjælper ikke på appetitten. Sørg altid for at der er lidt forskelligt at vælge imellem fra køleskabet, fryseren eller køkkenskabet.
  • Få så mange kalorier ind i hver muldfuld som muligt, ved blandt andet at skrue lidt op for fedtindholdet. Fedt er det næringsstof der indeholder mest energi, og det er derfor en god idé at vælge de mere fedtrige produkter. Kom fx mayonnaise på din æggemad, kom smør under brødet, eller vælg sødmælk frem for minimælk.
  • Vær ikke bange for kolesteroltallet når der godt må spises ekstra fedt i en periode. Det vigtigste er at få standset vægttabet. Når appetitten er blevet bedre, kan du igen begynde at tænke over fedtindholdet i maden.

Klinikker i nærheden af dig