Få max ud af din fitness-træning

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut og journalist

Foto: Scanpix/Iris

Tilbage fra ferie betyder for mange af os også tilbage til træningen. Sæsonen for fitness-træning er skudt i gang igen, og uanset om du er ny eller garvet i træningscentret, kan det betale sig at tænke over hvorfor du er der, og hvordan du bedst (og hurtigst) muligt kan opnå dine mål.

Vil du ”bare” opnå generel sundhed og velvære? Så kan du i højere grad vælge frit fra hylderne end hvis du har specifikke mål som fx at få større muskler, at blive strammet op, at få bedre kondition eller måske blive bedre til din sport. Måske har du også et ønske om at forebygge smerter eller skader, eller at genoptræne svage punkter i kroppen. Det kan en dygtig instruktør hjælpe dig med.

På krop-fysik.dk kan du læse mere specifikt om hvordan du opnår de nævnte mål, og om såvel styrketræning som konditionstræning. Se bl.a. artiklen ”I gang med fitness: Målret din træning”.

I gang med fitness – Målret din træning


10 generelle råd: Få glæde af dit fitness-abonnement

  1. Vælg et center hvor du føler dig godt tilpas. Og hvor der er veluddannede, dygtige instruktører.
  2. Målret din træning – hvad ønsker du at opnå? Tilrettelæg dit program -sammen med instruktøren – ud fra dette. Det øger effektiviteten betydeligt, og det er godt for motivationen at kunne mærke fremskridt.
  3. Lov dig selv at træne mindst én gang om ugen, men meget bedre to eller tre gange (afhængigt af om du træner andre ting ved siden af). Kommer du tre gange, har du bedre mulighed for at variere din træning, og fx supplere styrketræningen med holdtræning. Særligt i starten er regelmæssigheden vigtig.
  4. En træningspartner gør det sjovere, og I kan holde hinanden til ilden.
  5. Skriv ned hvordan du har trænet, så du kan følge dine forbedringer.
  6. Tag aldrig mere belastning end du kan udføre træningen helt korrekt. Spørg om hjælp hvis du er i tvivl om noget.
  7. Tjek din teknik i et spejl, og/eller få andre til at tjekke dig. En korrekt teknik forebygger skader og øger effektiviteten – og kan desuden give dig bonus-træning af resten af kroppen. Få gerne hjælp af en fysioterapeut. Læs mere i artiklen ”Giv din styrketræning kvalitet”
  8. Varm op – fx med et opvarmningssæt eller rolig kredsløbstræning.
  9. Variér din træning generelt, og styrketræn aldrig samme muskelgruppe to dage i træk.
  10. Har du (haft) ondt et sted, så vælg et center med tilknyttet fysioterapeut.

Klinikker i nærheden af dig