Børn må gerne slå sig lidt

Af: Malene Hedegaard, journalist

Foto: Lars Laursen

Når vi pakker vores børn ind i vat, gør vi dem unødigt angste for verden. Vi skal turde lade dem gøre sig deres egne kropserfaringer – også selvom det måske medfører lidt knubs undervejs. Især piger lever et overbeskyttet børneliv, mener David Owe, der selv gør meget ud af at udfordre sine døtre fysisk

Da David Owes ældste datter startede i børnehave, var noget af det første hun gjorde, at drøne hen til en klatrevæg og give sig til at bestige den. En af pædagogerne erklærede forbløffet, at det havde hun aldrig set en tre-årig gøre. Men den lille frøkens kropslige gåpåmod var næppe heller en tilfældighed, for hendes far har altid tilskyndet sine døtre til at være fysiske i deres leg:

– Hvis en af mine piger er kravlet højt op, er jeg ikke den far der siger ‘Pas nu på, at du ikke falder ned!’ Jeg spørger snarere ‘Kan du komme højere op?’ siger den 39-årige skuespiller om sin tilgang til børns kropslige udfoldelser.

Drop forsigtighedskulturen

David Owe har altid ført en aktiv livsstil. Allerede som barn gik han på stuntskole, og før han blev skuespiller, arbejdede han en tid som stuntman. I dag arbejder han ved siden af skuespillet som stuntkoordinator og underviser, og han ser en tydelig tendens i tiden til at vi som forældre og samfund overbeskytter vore børn. Især pigerne bliver pakket godt ind, og som far til to døtre kan de uens forventninger til kønnene godt springe i øjnene:

– Der hersker en forestilling om at piger skal sidde stille med en perleplade, men for mig er det ekstremt vigtigt at børn lærer at bruge deres kroppe. Vi lever i en tid hvor flere børn og unge får angst og føler at verden er farlig. Den angst puster vi til hver gang vi siger ‘Åh, pas nu på’. Selvfølgelig bekymrer jeg mig også for mine børn, og mærker det gibbe i mig hvis jeg ser dem i en situation hvor de kan risikere at slå sig. Men så tager jeg mig i det og spørger mig selv ‘Hvad er det værste der kan ske?’ fortæller David Owe.

Som eksempel nævner han bedsteforældrenes have, hvor pigerne har leget fra de var små:

– Mine forældre har en swimmingpool, og hvis en af pigerne står tæt ved kanten med ryggen til, kan jeg da godt blive nervøs for at hun skal træde et skridt tilbage og glide. Men så siger jeg til mig selv: ‘Slap nu af, hvad så hvis hun forvrider en ankel?’ Det ville jeg godt kunne leve med, og så lader jeg være med at gribe ind. Vi bliver nødt til at lade være med at gøre vores børn bange, for ellers får vi en generation af mennesker der ikke tør tænke uden for boksen overhovedet.

Kønskamp og kolbøtter

At det især er i forhold til pigerne at forsigtighedskulturen hersker, mærker David Owe tydeligt som far til to døtre. Problemet starter allerede i skolegården, hvor drenge og piger ofte leger adskilt:

– Min ældste datter er startet i skole nu, og kommer hjem og fortæller at pigerne ikke må være med til fodbold i frikvartererne. De bliver simpelthen ikke inviteret med af drengene, for fodbold er åbenbart for vildt for piger. Det synes jeg er dødærgerligt, for hvis vi vil have kvinder på bestyrelsesposter, skal vi anspore pigerne lige så meget som drengene til at gå ud og få lidt skrammer på knæene. Kønskampen starter allerede dér, siger han, men understreger dog at forsigtighedskulturen langtfra kun berører pigerne:

– Vi har enormt travlt med at regulere børns adfærd ud fra hvad der måske kan gå galt. Når jeg underviste på skoler for 20 år siden, måtte børnene både hoppe og lave saltoer i trampolin, men i dag er trampolinerne fjernet, for det bliver nærmest betragtet som livsfarligt. Og der sker selvfølgelig også ulykker engang imellem, men det som vi vinder i afværgede ulykker, mister vi i tabt motorik. Før i tiden kunne alle slå kolbøtter, for det lærte man i skolen. I dag kan unge mennesker ikke slå en kolbøtte, for de er aldrig blevet tvunget til at lære det, sådan som min generation blev. Det er min fornemmelse, selvom jeg ikke har håndfaste beviser, at der går ret meget rundbold i den i idrætstimerne i dag, og så er det de børn med styr på det, som spiller aktivt med. De der er mindre kropsligt begavede, kan let gemme sig i et boldspil, og får derfor ikke rigtigt bevæget sig, konstaterer den kropsengagerede skuespiller.

Tabata på farten

Selv voksede David Owe op med både fodbold, springgymnastisk – som også hans døtre nu går til – og stunttræning. Fodboldbenene bliver stadig luftet en gang om ugen på et oldboyshold sammen med nogle venner, der kender hinanden godt og har spillet sammen længe. Derudover dyrker han crossfit, men mest derhjemme, for faste tider i træningscentret rimer dårligt på en travl hverdag med mange arbejdsdage væk fra hjemmebasen. Ofte bliver det kun til små koncentrerede doser, ud fra devisen om at én øvelse er bedre end ingen øvelse:

– Den bedste træning er den man faktisk får gjort. Det er fint at være ambitiøs, men hvis kun et fuldt træningspas er godt nok, og man så ikke har tiden til dét, ender det med at man slet ikke kommer afsted. For tiden er jeg ret glad for en træningsform der hedder tabata og består af korte sekvenser: Man træner for fuld gas i 20 sekunder, restituerer i 10 og gentager øvelsen i alt otte gange. Hvis man kun har tid og kræfter til én tabata à fire minutter, er det bedre end slet ingen. Og man kan gøre det hvor som helst, understreger David Owe og fortæller at han for eksempel gerne tager en tabata på hotelværelset når han er ude i landet på en opgave. Så bliver man ikke gennemsvedt, men får alligevel pulsen op og brugt sin krop. Og det er vigtigt, for krop og psyke hænger sammen i hans optik:

– Vi sanser jo verden gennem vores krop, og hvis det sker gennem et sanseapparat i ubalance, kan det næsten kun påvirke vores psyke negativt. Hvis min lænd altid gør lidt ondt, sætter det sig spor i min oplevelse af verden. Kierkegaard sagde: ‘Jeg kender ingen tanke så tung, at jeg ikke kan gå fra den’. Rigtig mange går rundt og har ondt, og tror at det er helt normalt, sådan har alle andre det nok også. Men nej, det er ikke normalt at have ondt i skulderen eller være øm hver dag når man står ud af sengen. Hvis man har det sådan, skal man se at komme ned til en fysioterapeut eller kiropraktor – eller i gang med at træne, slutter den aktive og kropsbevidste skuespiller.


Kort om David Owe

  • Født 1977 i København, som yngste søn af skuespillerparret Marie-Louise Coninck og Baard Owe
  • Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2003. Arbejdede en overgang som stuntman inden starten på teaterskolen. Arbejder i dag som stuntkoordinator, underviser og instruktør ved siden af skuespillet
  • Lægger stemme til Lynet McQueen i de danske versioner af Disneys Cars-film. Nummer tre i rækken har dansk premiere 31. august
  • Gift med skuespillerkollegaen Marie Askehave. Sammen har de to døtre på 7 og 6 år

Klinikker i nærheden af dig