Amin Jensen: Jeg nægter at opføre mig som en overvægtig

Af: Mette Bender

Foto: Lars H. Laursen

Amin Jensen er det omvandrende bevis på at overvægt er fuldt foreneligt med store fysiske præstationer og succes. Han elsker at stå på en scene og har trænet grimasser siden han var barn. I år fejrer han 20 år som entertainer.

 Tykke mennesker er usunde og mangler energi. De ligger helst på sofaen og isolerer sig socialt. Det er nogle af de mest almindelige af de fordomme mod overvægtige, som entertaineren Amin Jensen har mødt på sin vej.

– Det ville være rigtig dumt at isolere sig når man som jeg lever af at optræde. Og isolation ligger slet ikke mig, jeg kan lide at være sammen med andre. De andre fordomme nægter jeg også leve op til.

Den 42-årige entertainer beviste endegyldigt sin manglende slaphed da han i 2010, efter eget udsagn som den tungeste mand nogensinde, besteg Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. Sidste år cyklede han fra København til Paris med Team Rynkeby for Børnecancerfonden og vandt dermed endnu en sejr over fordommene.

Showbiz

Også i hverdagen dyrker Amin Jensen masser af motion.

– Jeg har det bedst når jeg får rørt mig. Det kræver stærke muskler at bære min vægt. Jeg begynder at vralte hvis jeg ikke træner både styrke og kredsløb regelmæssigt i mit lokale fitnesscenter, siger Amin Jensen, der bor i Hvidovre.

Han er tidligere styrkeløfter og mener at hans krop derfor er ferm til at opbygge styrke. Det bliver til fire gange træning på en god uge, og én gang på en dårlig.

– Jeg har desuden et sindssygt stærkt immunforsvar. Det er aldrig mig der bliver syg hjemme hos os, siger Amin Jensen, der bor sammen med sin kæreste og sine tre døtre.

Sin anseelige virketrang har han de sidste 20 år investeret i showbusiness. Han er kendt fra standup, film, musical, opera og som stemmen bag diverse figurer i tegneseriefilm, foruden opgaver som tv-vært og konferencier.

Amin Jensen giver sit mest personlige bidrag gennem den række af onemanshows som han har turneret med gennem sin karriere. Det syvende show er på vej og blander to af hans genrer: moderne comedy og klassiske operaarier.

Store shows

Psykisk er Amin Jensen temmelig solid trods en noget barsk barndom. Som 15-årig mistede han sin mor og burde have haft hjælp til at bearbejde tabet. De følgende år kunne han med egne ord ikke tage sig sammen til noget som helst. Ikke før han som 23-årig begyndte at optræde. Hans første onemanshow hed ‘150 kilo over bæltestedet’ og blev fulgt op af shows med navne som ‘Stort’ og ‘Stort II’. På scenen føler han sig hjemme.

– Det tænder mig at stå foran et publikum. Som børn legede min fætter Carsten og jeg med stemmer og grimasser mens andre rendte og legede politi og røvere, fortæller han.

De to drenge sad med et spejl og afprøvede ansigtsudtryk.

– Til familiefesterne konkurrerede vi om at få de voksne til at grine. Carsten var desværre langt sjovere end jeg når vi optrådte i dagligstuen. Jeg så op til ham. Men han tændte aldrig på at stå på en rigtig scene, fortæller Amin Jensen, hvis fætter i dag er elektriker og glad for det.

Amin Jensen vil gerne prøve at optræde udenlands med sit nye show.

– Jeg skal have teksterne oversat til engelsk og tilpasset det udenlandske marked. Og så må jeg træne udtale og timing, som er afgørende i comedy. Et forsinket ord – og ingen griner.

Snack på en tankstation

Vigtigst i comedy er det måske at blive ved at tage fat i noget der rykker i et eller andet.

– Jeg har det fint med at gøre grin med overvægt i mine shows. Og jeg er blevet drillet kraftigt i min egen branche. Selvom det ikke altid har været fedt, så er den form for omtale med til at holde mit navn ved lige, mener den store mand, som principielt synes at det bør være tilladt at drille alle.

Amin Jensen ser overvægt som et problem med mange forklaringer.

– En af dem er at usund mad er tilgængelig alle vegne. På vej hjem sent om aftenen efter en forestilling i Jylland er det næsten umuligt at finde en sund snack på tankstationerne, oplyser han.

Men overvægt kan også være en slags usynlig kamp mod underbevidstheden.

– Min egen underbevidsthed nægter indtil videre at opfatte mig som andet end en stor mand. Jeg tror at det er noget af grunden til at jeg hurtigt tager på igen når jeg endelig har tabt mig. Underbevidstheden mener at noget er forkert, og retter op på det.

Men det afgørende er efter Amin Jensens mening ikke om du er tyk eller tynd, men om du er sund eller ej. Selv er han ifølge sin læge sund og rask uden tegn på for eksempel diabetes eller kredsløbssygdomme.

– Det vigtige er at du bruger dig selv til noget som du er god til. Jeg fik ordspil og galgenhumor ind med modermælken. Det ligger i familien. For mig er det jeg har opnået som entertainer, fantastisk. At optræde er det eneste som jeg er rigtig god til.

Amin privat

Kæreste med Line Branth, som er sælger

De har sammen to piger på 3 og 4 år

Amin har desuden en pige på 15 år fra et tidligere forhold

Amin Jensen er opvokset i Albertslund og bor i dag i Hvidovre

Amin på job

Har i år 20 års jubilæum som entertainer

Det fejrer han med showet ‘Comedy vs Opera’, som har premiere i september

Til foråret spiller han Long John Silver i Skatteøen på Vejle Musikteater

Har lagt stemmer til omkring 200 tegnefilm og er bl.a. stemmen bag Shrek

Tv-vært på programmer som ‘Hit med sangen’

Filmroller som Lille Knud i ‘Ørkenens Juvel’

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Klinikker i nærheden af dig