8 tip: Forkæl dine hårdtarbejdende fødder

Thomas LaCour, journalist

Vi har de seneste år haft øget fokus på kropslig velvære og sundhed. Men det smitter alt for sjældent af på fødderne – vi har det med at glemme de indpakkede stødpuder, der i et gennemsnitligt liv bærer os 100.000 km.

1: Hold dine fødder rene

Pas på med sæben, for den kan udtørre huden. Vask primært dine fødder i lunkent vand.


2: Tør fødderne grundigt efter bad –
især mellem tæerne

Hudsvamp trives i varme, fugtige og mørke omgivelser, fx nylonstrømper og sko. Hvis du har tendens til svamp mellem tæerne, kan du putte små stykker toiletpapir ind mellem tæerne efter bad, så al fugt forsvinder. Eller gå omkring med bare fødder og spred tæerne, så der bliver tørt i mellemrummene.


3: Hold strømperne rene

Strømper skal skiftes dagligt, og det kan anbefales at bruge strømper af naturmaterialer, fordi de er bedst til at opsuge fugt. Nylon og andet kunststof giver ikke huden mulighed for at ånde, hvilket betyder at sved og fugt bliver i strømpen. Vask dine sokker og strømper ved den rette temperatur. Svampesporer dræbes først ved 60 grader, så vask dine strømper og sokker sammen med undertøjet.


4: Massér fødderne med en god fugtighedscreme

Huden på fødderne bliver let tør, og creme har en plejende effekt. Undgå dog creme mellem tæerne.


5: Klip neglene rigtigt

Klipper du neglene ned i siden, risikerer du at få nedgroede negle, og det kan danne betændelse, som er meget smertefuldt. Klip i stedet neglene lige over.


6: Hård hud og ligtorne skal fjernes

Hård hud kan som oftest fjernes med fodbade og efterfølgende behandling med en fodfil, men hvis det er blevet for genstridigt, kan der suppleres med plastre med salicylsyre. Ligtorne kendetegnes ved inflammation, og ofte er du bedst hjulpet af din læge eller en fodterapeut, som kan skære problemet væk og eventuelt supplere med antibiotika.

Hård hud og ligtorne er symptomer på forkert eller ensidig belastning. Derfor kan der være god grund til at kigge nærmere på dit fodtøj, hvis du har tendens til at få ligtorne eller hård hud.


7: Skift sko efter gøremål

Vælg forskelligt fodtøj dagen igennem og sørg for en vis variation i skoenes støtte og blødhed. Fødderne er skabt til fleksibilitet, og hvis du giver dem for meget beskyttelse dagen igennem, bliver de stive og ufleksible.

 I artiklen “Af med skoene” kan du finde en guide til at vælge gode sko.


8: Af med skoene – træn fødderne

Vær barfodet så ofte det er muligt – det giver foden optimale betingelser. Så kan du også motionere dine tæer ved at sprede dem og krumme dem sammen. Det er en sund motionsvane foran fjernsynet eller ude i solen. Strømpefødder er næsten lige så godt, hvis det er for koldt at være barfodet, men vær opmærksom på at de kan være glatte at gå på. Sokker med anti-skrid-belægning fås også til voksne og kan anbefales som ”hjemmesko” i den kolde tid.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Klinikker i nærheden af dig