10 tips: Kom tilbage på arbejde efter ferie uden stress

Andreas Kildegaard ejer bloggen FindBalance.dk

Scanpix/Iris

Er du tilbage eller på vej tilbage på arbejde efter ferie og allerede stresset blot ved tanken? Så får du her 10 tips til hvordan du kan håndtere situationen, forebygge den næste gang – og undgå stress.

1. Start blødt op igen på arbejdet

Måske kender du følelsen af at bruge den første uges ferie på at komme ned i gear og så nyde den næste uge fuldt – det samme kan gælde den anden vej rundt når du vender tilbage til arbejdet.

Prøv at undgå møder og aftaler de første to dage – både på arbejdet og privat – og brug den første dag på langsomt at skabe overblik og gennemgå e-mails, og hvad der ellers måtte ligge og vente, i ro og fred.

Og start med de små opgaver først.

2. Motioner og mediter dig til mere ro i krop og sind

Motion er altid godt, og det behøver ikke være hård træning for at give en positiv effekt. En kort løbetur i naturen på 15 minutter eller en gåtur i naturen på 30 minutter kan både klare tankerne, brænde stresshormoner af og løfte dit humør.

Ud over motion vil jeg desuden altid anbefale meditation som en effektiv måde til at få kroppen ned i gear og klare tankerne.

3. Skriv dagbog og få styr på tankerne

At skrive dagbog kan rydde op i tankerne og stoppe tankemylder. Du behøver ikke skrive en længere novelle – prøv blot at skrive frit uden redigering om ferien og de ting du har oplevet, i minimum 15 minutter dagligt. Har du to dage eller mere inden du starter på arbejde igen, så gør det der.

Det giver også en mulighed for at genopleve alle de dejlige øjeblikke du sikkert har haft, og glæde sig over dem.

4. Tænk over din næste ferie – og se frem til den

Hvis du elsker at rejse, være på ferie eller arbejder for at kunne holde fri og være sammen med dem der betyder noget for dig, så tænk over din næste ferie.

Skriv en lille liste over hvor du gerne vil hen, og print evt. et billede ud af din første prioritet og hæng det op. Det giver dig noget at se frem til, glæde dig til og arbejde henimod – og motivation når arbejdet ikke står højest på din liste.

Book gerne din næste ferie ind i arbejdskalenderen så snart du er tilbage.

5. Overvej om du har skabt “usunde” vaner i ferien

Har du fx fyldt dig med sukker og alkohol eller sovet meget skævt i ferien, og er du ikke vant til det, så kan der opstå tømmermænd når du skal i gang med hverdagen igen.

Det er min erfaring at kroppen gerne bruger en uges tid på at omstille sig, om det så gælder sukker, alkohol eller større brud på døgnrytmen, før den er tilbage til normalen og i balance igen. Det er selvfølgelig helt individuelt, men værd at være opmærksom på hvis man er træt, udkørt og ugidelig når man kommer tilbage på arbejde.

6. Overvej om du har stress

Måske var du allerede på vej ned med stress inden ferien, eller helt oppe i det røde felt af udbrændthed? I det tilfælde vil en ferie på en til to uger sjældent gøre den store forskel i sig selv – der skal mere til, og gerne kyndig hjælp og vejledning.

7. Overvej om du er det rette sted

Det helt store spørgsmål kan også være om du er det rette sted? På den rette arbejdsplads i den rette karriere? Dårligt arbejdsmiljø og et utilfredsstillende arbejdsliv kan i sig selv skabe masser af stress – og ikke mindst træthed.

Husk til næste gang:

8. Forbered dig godt til ferien

Okay, det er for sent nu, men næste gang: Brug de sidste par dage inden ferien på at få de værste opgaver og deadlines af vejen – og aftal hvem der arbejder videre på dem i dit fravær og kan dække dig over for evt. kunder og samarbejdspartnere. Det sidste du ønsker på din ferie er bekymringer om igangværende projekter – eller udsigten til bunker af opgaver og hastesager på dit bord når du er tilbage.

Lav også en forventningsafstemning med alle relevante parter, så I alle er indforståede med at du er på ferie, hvem der tager over osv.

Og husk auto-svar på e-mail om ferie, hvornår du er tilbage (sæt den evt. til to dage efter du reelt er tilbage), samt hvem der træder i dit sted.

9. Lav en buffer mellem ferie og jobstart

Prøv at sørge for at du har et par dage hjemme i dine vante omgivelser inden du skal starte på arbejde igen – så evt. stressende eller trættende transport kan komme lidt på afstand. Det er især vigtigt hvis du er introvert eller sensitiv, da ferier væk fra hjemmet kan give en del indtryk som skal bearbejdes.

Så få en pause, gerne to dage og gerne med så meget alene/mig-tid som muligt – uden at du skal noget som helst.

10. Start blødt op igen på arbejdet

Prøv at skabe den blødeste opstart du kan. Undgå fx at starte på en mandag, start hellere på en onsdag eller endnu bedre en fredag – så lægger du ud med færre dage og kan langsomt komme op i gear. Undlad også om muligt at booke møder ind de første par dage du er tilbage.

Klinikker i nærheden af dig